Det er meget tydeligt, at frustrationerne i Europa på grund af krigen i Ukraine, skaber behov for fælles udtryk, som vi allerede møder i form af demonstrationer og mishagsytringer.
I hver europæisk hovedstad og større byer burde der ugentligt være et fast sted, hvor mennesker fra begge sider af konflikten på et fast tidspunkt kunne mødes og holde en stille neutral demonstration på måske 5 minutter uden politiske eller nationale symboler eller markeringer. Konceptet er klart. Der er behov for at vise tavst broderskab for fred for at viljen til fred kan opstå, og markeringen vil, hvis den koordineres korrekt, også være et redskab til at finde en politisk retning i forhandlinger mod fred. Antal fremmødte, sidernes skønsmæssige andel ved demonstrationerne, opgjort af en komité med faste repræsentanter for begge sider (ambassader/konsulater) og med en fælles europæisk koordination kan hjælpe toppolitikerne med at finde den rigtige kultur for de videre forhandlinger.
Det er midlertidig utrolig svært at finde rum til fælles stille protester med implikationer for den politiske vilje. Der gribes i medierne efter karikaturer. Grupper af nationalister leder efter muligheder for hævngerninger mod individer og chikane initieres på baggrund af illusioner om fjendebilleder langt fra fronten.
Andre stille protester mod ødelæggelsens meningsløshed er blomsternedlæggelser efter katastrofer og terrorhandlinger. De sociale og psykologiske implikationer kunne udvides til en ledende lokalpolitikers blomsternedlæggelse ved trafikdrab i byerne for blandt andet at imødegå letsindighed i trafikken og terrorhandlinger, hvor personer kører ind i menneskemængder.
Der er et stærkt behov for at vise viljen til kultur, almindelig sameksistens og civilisation på et psykologisk niveau med symboler og ritualer.
Jeg har igennem lang tid, også før krigens begyndelsen syntes, at det var underligt, at eskalationen hele tiden fik nyt brændsel gennem gentagelser og kompromisløshed med brug af tung symbolik. I særlig grad skræmmede nedlukningen af økonomiske forbindelser samtidig med, at der absolut ikke var forhandling i FN eller på internationalt niveau med central medvirken fra USA og Rusland. På få uger var årtiers tålmodige arbejde væk, og demografiske og geo-politiske konsekvenser syntes uundgåelige.
Den fælles psykologi er banal, og det vækker altid undren, at mennesket afhængigt af organisationsniveau forholder sig ligegyldigt overfor total ødelæggelse af andres liv og værdier. Det afkræver svar, der igen oftest skaber en acceleration af ødelæggelse og had med konsekvens flere generationer frem. Det er meget sjældent, at stille protester finder et positivt udfald og en sikkerhed gennem en længere periode, blandt andet fordi der ikke investeres i freden men i at separere stridende parter i åben konflikt.
Det er menneskets natur at fejle, også fatalt, og vi plejer at forbedre os indenfor civiliserede kulturer, når vi i stilhed kan anerkende, at der hele tiden opstår muligheder for fejl eller er fremkommet en fatal menneskelig fejl.
Kommentare