En kort anmeldelse af den danske oversættelse af Benjamin Abelows kritiske bog fra i år 2023. Forordet er af Marie Krarup, der er absolut EU skeptiker, og åbenbart hører til den nationalistiske fløj, der under Trump i USA stillede sig tøvede kritisk overfor Rusland. I forordet slutter hun med en bøn, og det virker ligesom resten af bogen temmelig udansk, selvom argumentationen omkring konfliktopbygningen er holdt konservativt pragmatisk.
Tonen i bogen er meget ligefrem "I de personlige forhold mellem mennesker ville kombinationen af en truende adfærd og beskyldninger om paranoia blive anset for at være konfliktskabende. Skulle situationen virkelig være så meget anderledes indenfor international politik?" Det er en interessant betragtning, men også lidt farlig, idet de analytiske midler måske tilsidesættes af hensyn til mere personlige og ukvalificerede psykologiske vurderinger i spørgsmål, der grundlæggende ikke handler om personers psykologi. Under tidligere ledelser i dansk Forsvarets Efterretningstjeneste har det psykologiske, endda det teologiske, betydet mere, end det gør i dag, hvor der blandt andet er foretaget en opprioritering af det datadrevne og IT infrastrukturen.
Den første oplevelse, når jeg læser bogen, er, at betragte en fjern fortælling, der bygger på den nyhedsstrøm amerikanerne primært forholder sig til, eller forholder sig til, når de er nationalt sindede og traditionalister i forhold til europæiske sikkerhedsspørgsmål. Europa defineret som EU landene samt deres nærmeste og tætteste samarbejdspartnere er en ikke-integreret størrelse, der har lidt et stort tab med Brexit. Imidlertid er det vigtigt at forstå, at selvom vi ikke ratificerede Maastricht, er arbejdsformerne stadig centreret omkring demokratiske organer defineret under traktatens hensigter og hensyn, der blandt andet sikrede en større demokratisk deltagelse gennem nærhedsprincippet. Det giver en styreform for EU, der reelt set har samme problem som Rusland, eller som Putin ville sige, det problem Rusland havde, at der er mangel på integration, at der ikke er skabt en helhed for nationen. Her er den fælles forudsætning, at helheden er defineret omkring en samlende ramme for lovgivning og folkestyre, i multietniske samarbejder. Derfor er det interessant, om dette ikke forklarer hele intentionen omkring invasionen efter investeringerne i det sydøstlige Rusland i 2010erne, og at udfaldet har to strategiske retninger: Rusland erobrer og besætter hele Ukraine (plan A) , hvilket skaber forudsætning for integration af Belarus samt Kazakhstan i et føderalt samarbejde. Eller (plan B) Rusland erobrer tilstrækkeligt til at sikre anektering af Krim og Luhansk/Donbass. Angrebsplanen gav mulighed for begge udfald, og den nuværende besatte del af Ukraine er vigende i forhold til målene. Tilbagetrækningen skulle være forløbet mod den nuværende frontlinie og ikke gennem to fronter, der aldrig mødtes før opbruddet efter de store tab og etableringen af kulturelle konflikter mod nord. Dette ville have slidt Ukraine og befolkningen, og skabt en buffer for aktiviteter i et kæmpe område øst for Kiev. Istedet er det klart, at Ukraine, hvis nationen overlever vinteren og går ind i det kommende år med et moderniseret forsvar, står overfor en europæisk vilje til optagelse i NATO og samarbejde med EU. Dette danner billedet af fire fremtidige supermagter (den ene i militær forstand): USA, EU, Kina og Rusland. Her er Tyrkiet enten i stand til at forstå denne udvikling, eller de bliver sat af i deres ambitioner om at være alle vegne med deres, også militære, aktiviteter.
Abelows bog centrerer om diskussioner vedrørende NATO medlemskaber, missiler og overtrædelse af de tidligere aftaler om atomnedrustning. Alligevel er denne diskussion meget ukonkret. Bogen diskuterer en historisk situation, og hvorvidt historiske elementer er tilstede i svagt moderniseret form eller ej. Hvordan er situationen i forhold til Baltikum og Kina, herunder Kinas interesse i Taiwan og USAs forholden sig til dette? Den halvtekniske snak om missiler tegner et billede af en amerikansk forfatter, der måske i ligeså høj grad interesserer sig for "Europa efter anden verdenkrig". Her er ingen Europabank eller økonomiske incitamenter for samarbejder, der er tilstedeværelse eller ikke-tilstedeværelse af elementer nævnt i tidligere nedrustningsaftaler. Bogen er dermed en død sild i forhold til de konkrete aftaler diplomatiet fremadrettet kræver, bundet af den praktiske indsigt og de forhandlingstekniske redskaber, der er til rådighed. Situationen i dag er, at der mangler økonomisk integration i forhold til de militære strategier, selvom Polen blandt andet har vedtaget at fordoble investeringer i forsvaret. Der har været store problemer med landene omkring Ukraine og vigende støtte. Autonomi uden fælles europæiske økonomiske rammer kan give et kollaps mod øst og usikkerhed omkring Ukraines økonomiske styring. USA stiller sig for passivt i etableringen af samarbejder af højere økonomisk kvalitet. Bogen er unuanceret og tilbyder tomgang på essayform. Traditionalistens tale om USA, gamle Europa og Rusland ... samt Israel. Snakken om missiler er i høj grad med en skjult reference til både Kissingers tid og den nuværende modernisering af Israels missilforsvar efter krisen med frygt for gasangreb fra SCUD missiler, og amerikanske simulationer omkring Israels luftforsvar med femte og sjette generations kampfly - samt de aktuelle palæstinensernes raketstorm mod Israel. Med den indstilling fra USA kommer vi i Europa med hensyn til Ukraine ikke meget længere end til de nuværende intentioner om en tvungen acceleration af moderniseringen af EU landenes forsvar, som allerede aftalt, med samtidige aftaler om overdragelse og bistand til Ukraine i forbindelse med afhændingen af militært isenkram og uddannelse af deres soldater. I den sammenhæng er det ret uinteressant, om NATO er en provokation for Rusland, og det er endnu mere uinteressant, at NATO var en provokation for Rusland. Skal vi ikke skynde os at få ratificeret Sveriges optagelse i NATO og påbegynde optagelse af Østrig, istedet for at diskutere provokationer? Der er brug for at øge incitamenterne for økonomisk samarbejde omkring sikkerhedspolitiske strukturer i den østlige del af det vestlige Europa.
Comentarios