For 13-12 år siden fik jeg ødelagt min karriere som akademiker fuldstændig. Efter 15 år med en hverdag præget af høje akademiske idealer, en kort forskeruddannelse på tre år, og et karaktergennemsnit på over 12 fra min kandidatgrad efter den nye skala, blev jeg dumpet som skidt af en gruppe bedragere.
En gruppe ældre fra Forsvaret i Nordjylland, der forud for 2009 havde generet mig endeløst, ville ikke have min eksistens og identitet op i København i de pænere cirkler. Udgangspunktet var primært politisk, sekundært havde bedragerne religiøse motiver.
Efter min ph.d. fra Institut for Matematiske Fag på Aarhus Universitet havde jeg søgt og fået en meget ydmyg forskningsstilling på Biostatistisk Afdeling på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der inkluderede registerstudier med kilder hos Danmarks Statistik. Det udgangspunkt blev nu angrebet med en meget lang række af illegitime midler. Heraf var det mest betydningsfulde middel fjernelse af konventionel kommunikation og omdirigering af også personlig kommunikation.
En enkelt gang i forsommeren 2010 fik jeg endda overleveret et korrumperet datagrundlag, hvor forudsætningen måtte indbefatte et samarbejde mellem en medarbejder hos Danmarks Statistik og en medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvilket jeg fik bekræftet i 2013 og 2020. Miseren kom dog aldrig frem, og jeg har på ingen måde fået en erstatning. Der gik et halvt år, og en mægling, før analyser og artikeludkast ikke blev underkendt allerede før de blev læst, og konteksten var nu en anden og analyserne havde andet formål, og blev udarbejdet under stressende arbejdsbetingelser med en meget lav løn. Enhver almindelig basal dialog af videnskabelig karakter mellem mig og de andre projektdeltagere var fjernet et år tidligere i juni 2009, og alle forholdte sig med afsky til mig og min venlighed.
Der burde være kommet en udmærket nyhedshistorie ud af situationen i 2010. Historier af den karakter, hvor en borger fortæller om metoder, der havde været anvendt og den måde de kompromittede den danske retsstat. Men der kom ikke noget frem, selvom blandt andet en journalist Camille LePage gjorde anstalter til kontakt flere gange i Aarhus helt frem til foråret 2011. Hun blev i øvrigt senere skuddræbt af en sort i Afrika med et israelsk halvautomat gevær.
Jeg skriver om min egen situation fra 2010 under overskriften “Fact check”, fordi flere journalister i dag vælger at forholde sig ikke-reflekterende, spejlende, grænsende til det narcissistiske. Der er flere i de yngre generationer end tidligere, der forholder sig ikke-kommunikerende til virkeligheden. Det vil sige, at de er opslugt i deres nabolag, egne cirkler eller hood. Der er rigtig mange borgere og journalister, der mener noget utrolig inkompetent, der også afholder dem fra at lande de mest betydningsfulde historier. De betydningsfulde historier er simpelthen ikke interessante, blandt andet fordi de ikke får en platform i medierne med større næring end en sukkerknald. Samtidig er der kommet mange, rigtig mange, tekniske platforme og datakilder til, som giver alle med blot en begrænset økonomisk ressource et ekstremt detaljeret indblik, der før har været helt skjulte eller svært tilgængeligt. Derfor er kildemisbrug og kildekritik væsentlige overskrifter for en journalists virke, og der ligger bunker af store historier, som handler om at forstå det tekniske grundlag og data kilder noget bedre end andre blandt konkurrenterne.
En historie 13 kilometer lang russisk konvoj nærmer sig Donbas – hvorfor bomber ukrainerne den ikke bare? fra TV2 news den 12. april 2022 er et eksempel. Ikke på en inkompetent journalist, for journalisten kan se, at der sker noget historisk med både nyhedsdækningen og datakilderne de krigsførende har til rådighed. Udgangspunktet for historien er et billede, der for 30 år siden ville være en spionsag, hvis det blev lækket til medierne. Billedet kommer få uger efter de første billeder af denne type dukker op på blogs, twitter, YouTube og andre sociale medieplatforme. Jeg har iøvrigt selv været inde på blandt andet Maxars side og set, hvad jeg kunne få, for hvilke penge, og med hvilken opdateringsfrekvens. Det kunne jo være, der kom en kunde…
Maxar Technologies / Ritzau Scanpix
Den historiske kontekst og følelsen af at stå med noget virkeligt lækkert usædvanligt i journalistisk forstand, får Mie Haugaard, der har skrevet artiklen med billedet af konvojen i Rusland, til at spørge “Men hvorfor bomber Ukraine så ikke bare konvojen, når satellitbilleder viser, hvor den befinder sig?” Det fremgår længere nede i historien, at det som tingene forholder sig i dag, er naturligt for en militæranalytiker at svare på så naivt et spørgsmål.
Den populære kontekst er den historisk ramme, hvor højt opløselige billeder af troppebevægelser af kommercielt format på en kommerciel hjemmesider for satellitbilleder er helt utænkelig. Vi oplever samtidig, at den militære sfære invaderer den civile sfære og ikke omvendt. Det moralske spillerum for politiske affærer ad militære kanaler har generelt forrykket sig.
Cuba Missile Crisis 1962
Samtidig med, at nyhedshistorien er relevant, kommer det dog ikke frem med hvilken forsinkelse man kan hente billeder hos leverandører som Maxar, og hvilke kilder, der er til rådighed. Det er ofte vejrsatellitter og andre satellitter med et teknisk-naturvidenskabeligt formål, der kan leverer højt opløselige billeder med også militær konvojer, der fanges tilfældigt af en forbipasserende satellit.
I modsætning til militære spionsatellitter, der enten dækker tæt og er næsten konstant til stede over konfliktområder, eller sættes ind for at dække behov for command og control i konkrete konflikter, er adgangen til de kommercielle billeder mere sporadisk. Billeder af tilsvarende militær kvalitet vises også på CNN, hvor generalerne ikke behøver at hente dem frem fra militære kilder, men måske ofte gør det delvis i strid med reglerne. Sådan er det indtil en ny datakilde har fået en standard for sikkerhed og håndtering. Her vil der også være stor forskel på geografien. De store firmaer, der hyrer lejesoldater, har for eksempel ikke adgang til satellitbilleder af tilsvarende brugbar kvalitet, som den kvalitet vi ser fremme i medierne i forbindelse med krigen i Ukraine.
Med andre ord, som dataanalytiker kan jeg hjælpe journalisten og andre interesserede – og det skulle gerne være mod betaling, og det er virkelig en af mine professionelle services, selvom ingen endnu har henvendt sig – at finde billeder som billedet fra Maxar, til brug i medier og analyser. Det betyder ikke, at du nødvendigvis kan undvære en tilhørende analyse, der kommer med en viden om datakilden. I det pågældende tilfælde nemlig, at enheder i konvojen har flyttet sig, når billedet og koordinater når frem. Konkret angriber ukrainerne sjældent mere end op til 20-50 kilometer væk fra målet, når det virkelig tunge artilleri er i brug, og de forholder sig til efterretninger med højst minutters forsinkelse, begge betingelser er sjældent opfyldt samtidig med de kommercielle billeder. Alligevel fik jeg dog indenfor konfliktens første uge det indtryk, at russerne opførte sig åndsvagt, når de ikke bevægede sig primært om natten og mere spredt i dagtimerne. Opdateringsfrekvensen er dog høj på billeder fra Ukraine, fordi Ukraine ligger på europæisk jord, og Europa er dækket af et tæt netværk af satellitter, så nogen militær værdi må kilder som Maxar have haft. En anden service jeg tilbyder er muligheden for at hente billeder fra satellitter med SDR metoder, hvor en antenne kobles på en HackRF eller tilsvarende, hvorefter billeder hentes ned i realtid i variende kvalitet. Her er der igen forskel på kvalitet efter pris, hvor en stor 2m parabol selvfølgelig giver en højere kvalitet end en omnipolar traditionel antenne. Jeg vil tro, at det er sådanne metoder nogle af de få bedre organiserede ukrainske enheder benytter, men kun marginalt kan regne som en del af deres taktiske arsenal til command og control. Russerne må have bedre oplysninger skulle man tro, men måske er der lukket for adgangen til en lang række satellitter, så krigen i rummet på forhånd er vundet af NATO, og risikable traditionelle bemandede overflyvninger lader til at være russernes udgangspunkt for taktisk efterretningsvirksomhed. Russerne udnytter helt klart ikke dronernes potentiale i Ukraine konflikten.
Pointen er, at det er mere end en historie værdig at diskutere de moderne datakilder. Det er virkelig et nederlag for en tidligere ledende stormagt som Rusland, når generalen fra USA, der ledede den amerikanske delegation i Eksjugoslavien, står på internationalt CNN og kan tælle antallet af golfvogne på et billede hundrede kilometer inde i Rusland. Hvor var de kritiske journalister, der kunne have stoppet konflikten før det gik løs? De dominerede ikke de medier, de ledende politikere styrer efter. Det er mange kilder, der peger på, at russernes beregninger blev foretaget i så offentligt et rum, at kritik kunne have gjort planerne til grin på forhånd.
Comments