Konventionel brug af atomvåben

Det har i årtier været diskuteret, om konventionel brug af atomvåben kunne forekomme. Der er blevet brugt ufattelig store ressourcer på at undgå dette i krigene i Mellemøsten og logikken er klar, at konventionel brug af atomvåben vil gøre verden til et meget mere usikkert og forurenet sted. For eksempel vil en slyngelstat uden midler til udvikling af konventionelle atomvåben være meget tilbøjelig til, udenfor egentlig kontrol, at indsamle atomaffald og benytte dette i beskidte våben.

Alligevel diskuteres Rusland som first-mover i konflikten i Ukraine. Det har tidligere været Nordkoreas og Pakistans rolle, deraf også diskussionen af Ruslands nedstigning internationalt, og Ruslands eksklusion fra diplomatiet og de store geopolitiske strategier gennem en lillebror rolle i forhold til Kina. Hvilket igen peger på et forstærket forhold til Israel. En endegyldig orientering væk fra Europa i modsætning til det liv de fleste russere vest-for-ural har ønsket, investeret i og håbet på.

Det geo-politiske mål for brugen af konventionelle atomvåben er klart, omend af begrænset kvalitet og noget kortsigtet, at skabe en klar demarkationslinie mellem russiske og ukrainske interesser.

...en af Danmarks mest erfarne diplomater om risikoen for, at Rusland vil anvende atomvåben. »Jeg tror desværre, at den er på vej op,« siger Danmarks ambassadør i Moskva gennem fire år.

Diskussionen ville ikke i 90erne og 0erne komme ind i en mediedækning af en konflikt på den måde, som vi ser her i september-oktober 2022 efter begyndelsen af de væbnede kampe i Ukraine i februar. Alene omtalen kan skabe ideer i de forkerte mennesker og mulighed for fejl i skrøbelige militære infrastrukturer. Muligheden for eskalation gennem tilfældigheder, lav sikkerhed og lav kvalitet af militær infrastruktur, er stadig til stede, men medierne lader militærhistorikere og diplomater skyde fra hoften. Det skyldes blandt andet en ualmindelig altopslugende og destruktiv psykologisk krigsførelse gennem mange år dannet af pensionerede veteraner, der havde deres sidste konflikt i Europa med krigen i Eksjugoslavien. En ualmindelig handlekraftig ukrainsk regering fik i de sidste år før den russiske invasion drejet Ukraines økonomi ind på et meget mere profitabelt spor med en modernisering af blandt andet landbruget. Her var der en mangedobling af profitten, så diskussionen om en ny oliekrig på europæisk jord blev noget flov, hvis ikke stoppet for import af gas og olie havde fundet sted med udgangspunkt i sanktionerne. En banal analyse af konfliktens tal over tid peger på, at tidlige overdrivelser af blandt andet tabstal i dag kan gøre det svært at finde diplomatisk rum til nedkøling af konflikten for at skabe kompromis samt indrømmelser. Vi ser i dag en halvering af skønnet tabstal, sammenlignet med de tilgængelige tal, som de fremstod få uger inde i konflikten. Dermed taler de reviderede tal for en konflikt, der går ind i en fase, hvor mere konventionelle beregninger for krigsførsel er mulig, og at et fælles sprog i diplomatiet måske er på vej indenfor en tidshorisont gående fra uger til flere måneder. Det er altid mere seriøst at se på tallene bag konflikter og problemer, end at følge den høje bølgegang af irrationalitet i medierne, selvom det er spændende som en fodboldkamp. Kamphandlingerne i det østlige Ukraine bærer i dag mere præg af konventionelle slag og krigsførsel med en front, der flytter sig svagt, og ikke konstant omformes. Derfor skal muligheden for en traditionel diplomatisk løsning ikke afskrives fuldstændig.

Endelig kan diskussionen omkring konventionel brug af atomvåben være opstået, fordi kommunikationen i disse uger på forskellig vis er præget af kampene omkring Europas største atomkraftværk Zaporizhzhia. Denne kommunikation involverer revl og krat, inklusiv NGOer og andre politiske netværk fra også ikke-udviklede lande. Det gør det lettere, at sige atomvåben, i stedet for atomkraft og atomkraftudslip. For mange af de involverede interessenter er det ikke tydeligt at høre, hvem der har en intention, og hvem der obstruerer på banal vis.

Konklusionen er, at de største tab af materiel og personel med stor sikkerhed er indtruffet. Selvom det er unævneligt, står Rusland til at have vundet størstedelen af fire oblaster i et opgør, der enten ender med en årelang besættelse eller et diplomatisk kompromis med en genoprettelse af folkeretslige tilstande for området.

I førstnævnte tilfælde vil konflikten i en meget lang årrække ligne forholdet mellem Israel og de besatte områder, hvilket ikke vil ligge fjernt fra den måde russisk politisk tankegods er blevet forvaltet de sidste 30-40 år. Mange frivillige, lejesoldater og flere særlige operationsenheder er enten fuldstændig muslimske eller muslimsk dominerede og deres interne kommunikation bør følges nøje af de vestlige efterretningstjenester. Udviklingen kan give en anden ramme for flere etniske konflikter i Europa, og en forhøjet risiko for atomspredning og beskidt krigsførsel i Mellemøsten og Afrika, samt sporadiske attentater andre steder. Muslimerne har gennem de sidste ti år professionaliseret deres netværk i Europa, og disse støttes indirekte af forskellige nationale midler, hvor der internt i de militære organisationer samtidig er en fuldstændig ignorance i forhold til konsekvenserne for de europæiske civilsamfund.

Den større inddragelse af muslimske særinteresser giver et meget andet billede af de interne spændinger i Vesten, hvor en balance mellem USA og Europa først vil indtræde om måske ti til tyve år, hvor USA vil have en andel af muslimer sammenlignelig med jødernes, men langt mindre end andelen af muslimer i det vestlige Europa. Jøderne står tættere på muslimerne i deres kultur og deres syn på andre. Jødernes indflydelse i USA vil aftage, så Israels nærmeste allierede om tyve år måske snarere er Rusland og en række afrikanske lande, samt et mere spredt netværk af særinteresser i blandt andet USA og Europa. Europa har hidtil mere entydigt støttet Israel, der i tilgift har bekæmpet blandt andet brugen af beskidte våben med ikke demokratiske midler ude over det almindelige diplomatis grænser, selvom anstrengelser har flyttet terrorbegrebet ud af en rationel formel ramme indenfor den europæiske tradition, og jøderne også har skabt svære tab for europæere uden anden etnisk baggrund. De fleste vestligt funderede europæere ønsker et total stop for almindelig og krigsrelateret immigration til Europa og en assimilering af de indvandrede uden tilføjelse af særlige privilegier eller mafiøs nepotisme i processen. Dette giver en geografisk forlængelse af konflikten i Mellemøsten til Ukraine desværre giver mulighed for.

Der er altså meget på spil for Europa og i særlig grad EU, som har et klart ønske om en normalisering af Israels rolle og indflydelse i diplomatiet og de interne konflikter i Europa for at skabe større integration med også Østeuropa. Ligesom NATO skal styrkes i Europa for at gøre EUs magt mere konkret og anvendelig på politisk internationalt niveau.