Jeg modtog dagen efter udgivelsen Lars Findsens Spionchefen, erindringer fra celle 18 med posten efter bestilling på saxo.com
Bogen er ikke lige så usammenhængende som flere politikerbiografier skrevet kort efter eller i forbindelse med valget i 2019, hvor kommunikationen omkring FET og flere andre militære og politimæssigt forankrede netværk virkelig kogte. Sproget er tættere på almindelig journalistisk kvalitet, men er alligevel en sammenstilling af konstruktioner omkring Lars Findsens karriere, der tidligere har været agiteret ud i netværk af primært konservativ og administrativ forankring. Bemærk dog, at Lars Findsen deler advokat med Mette Frederiksen, og at placeringen af spørgsmål om retfærdighed afgøres indenfor en kultur drevet af så mange underhåndsaftaler, at hverken Folketing eller administration kan være med.
Fortællingen i bogen er bygget op omkring en serie af placeholders, der markerer Lars Findsens deltagelse i en tidligere karrierebaseret fællesbevidsthed. Opbygningen af Lars Findsens biografi minder meget om stilen i politikerbiografier, hvor tidligere propagangerede placeholders og sloganer driver fortællingen frem. For Lars Findsen er det sikkert i forhold til Politi og militærledelse, at der snakkes med udgangspunkt i "husker du ..." og med en retorisk effekt gennem placering af fælles formulerede sætningskonstruktioner. Med andre ord bliver bogen på denne måde også Lars Findsens forsvarstale udtrykt til hans eget hjørne af samfundet.
Først og fremmest er bogen interessant, fordi Danmark nu igennem en meget lang periode inden for politik og sikkerhedsspørgsmål har været styret af en ikke-demokratisk stil, der har ødelagt en række kontrol- og sikkerhedsfunktioner, som egentlig tjener til borgernes beskyttelse, men i stigende omfang benyttes til at genere og udplacere almindelige borgere ved siden af det formelle daglige arbejde. Meget magtfulde i politisk-økonomisk forstand, og de kan være andet end, og er oftest andet end, traditionelt konservative, kan skade en persons omdømme og livsomstændigheder, så grundigt og udokumenterbart, at retsstaten reelt set er sat ud af funktion. Min kritik handler ikke primært om indvandrere og terrorrelaterede, men konsekvenserne i helt almindelige danskeres liv, uden at disse har anden etnisk baggrund eller har taget del i konspirationer imod centrale dele af staten eller forsvarer ekstremistiske synspunkter. Her er svaret ikke større investeringer i uniformer og psykiatri, når uskyldige liv rammes, men en mere effektiv beskyttelse af individet, familien og deres placering i samfundet udenfor uvedkommendes spekulative sfære. Jeg skal som borger have et sted at gå hen for at sikre uforstyrret privatliv, og dette behov skal i den forbindelse ikke fortolkes eller ses som betinget af min eksistens som en ressource for andre uanset social status.
Danmark har et problem med veterankriminalitet, ikke i direkte forstand, at en gruppe veteraner slår sig sammen og begår indbrud, fysisk vold, bankrøverier, våbensmugling og så videre. Problemet er, at rigtig mange danskeres liv er begrænset af det, som centralt placerede veteraner aftaler om hinanden og andre borgere. Dansk politik er nu styret af en magttænkning, der ikke primært er afgjort af politisk tæft, hvor man når ud til borgerne, og borgerne er tilstrækkeligt oplyst om snoretræk og indretning af forvaltningen med relevante klagemuligheder. Ligesom denne forandring er født gennem et misbrug af medier og underholdningsindustri, herunder eliteidræt.
Blandt traditionelt konservative samt socialdemokrater, og måske et par andre nævneværdige magtnetværk, er der nu etableret hierarkier gående fra sympatisører og håndlangere til høvdinge, hvor meget ekstreme tilsidesættelser af andre ignoreres eller tørres af på uvedkommende gennem en gement voldelig kommunikation. I sidstnævnte tilfælde har Lars Findsen selv deltaget, trods sin ikke-militære baggrund, og har på meget mere dramatisk vis end omtalt i bogen medvirket til at kortslutte Folketingets indsigt i samarbejde med personer i Politiet og blandt Danmarks rigeste ud fra rent nepotistisk behov. Bogen er en personlig succeshistorie, blandt andet fordi fortællestilen siger til de indviede, at der er rigtig meget, der ikke er skrevet om, på så tilforladeligt et fællesformat.
Lars Findsens rolle i spørgsmål gående fra kronprinsens og kongehusets sexliv i det store udland og med relation til veterannetværk, ledere og velhavere i Danmark er slet ikke dækket i bogen. Tilsvarende for aktiviteter på mere taktisk niveau omkring brugen af politiske ledere og direktører i psykologisk rollespillende samarbejder med PET og andre i Politiet med en overvægt af veteraner. Dette arbejde er fuldstændig styret af nogle få personer og deres abnormt egoistiske anbefalinger udenfor kontrol. Ligesom den systematiske brug af israelske, tyrkiske, spanske, tyske, engelske, svenske, norske og flere andre staters kommunikation til udplacering af ikke-terrorrelaterede og ikke-kriminalitetsbelastede danskere med en modtageflade på socialkontrorer og i psykiatrien, ikke er omtalt. Det er ellers her veterankommunikationen går fra voldelig til morderisk. NSA ligende aktiviteter er ikke særligt omtalt, ligesom ideer om retmæssigt at kunne ødelægge borgeres IT identitet og kommunikation i aktioner med dobbeltmaskering. Det er ellers fænomener, der fremkommer meget destruktivt i moderne danskeres liv.
Comments