Den koverte tankegang, hvor sociologiske mekanismer benyttes i krigsførsel på kulturelt niveau, var omkring 1970 udtrykt gennem politiske strømninger, der i Danmark førte til stiftelsen af partierne Fremskridtspartiet og Centrum-demokraterne som modreaktion på de kulturelle strømninger fredsbevægelsen udtrykte og den tøvende ikke-nationale politik, som Socialdemokraterne førte. Det ene danske parti dannes i modreaktion og protest mod skattetryk og gældssætning, det andet parti som en særinteressegruppes krav om mere og flere.
Helt parallelt, eller rettere lidt før, så man lignende opbrud i Tyskland, sikkert som reaktion med en række tilsvarende udløsningsmekanismer. Elementerne er også de samme: I Danmark diskussion om Øst og Vest kulturer herunder skattetryk og Danmarks Radio. I Tyskland en offentlighed og et parlament, der diskuterer tildeling af Nobels Fredspris til Willy Brandt, forfatning og overholdelse af samarbejdsaftaler mellem Tyskland og de tidligere allierede. En regering, der bliver væltet på finansloven i Tyskland og tilsvarende en regering væltet på lovforslag om formuebeskatning i Danmark.
Rainer Barzel mener, at Brandt kan erstattes af et konstruktivt mistillidsvotum på grund af den grundlæggende strid om tysk og ostpolitik og det snævre flertal af stemmer til regeringen. Artikel 67 i grundloven fastslår, at Forbundsdagen kun kan udtrykke sin mistillid til forbundskansleren ved at vælge en efterfølger med sit flertal og anmode forbundspræsidenten om at afskedige kansleren. Men Barzel fejler. I stedet for de krævede 249 fik han kun 247 stemmer ved afstemningen den 27. april 1972. En af de manglende stemmer tilhører CDU-stedfortræder Julius Steiner, der i juni 1973 hævder at være blevet bestukket op til afstemningen.
Fra dødvande til et spørgsmål om tillid En dag efter det mislykkede mistillidsvotum forkastes kanslerens budget i parlamentet på grund af et stemmedødvande. Som følge heraf afbrydes budgetforhandlingerne på ubestemt tid. Den 20. september 1972 stiller Willy Brandt Forbundsdagen spørgsmålet om tillid i henhold til grundlovens artikel 68. Forbundspræsidenten kan derfor opløse Forbundsdagen på forbundskanslerens forslag, hvis en anmodning fra kansleren om at udtrykke tillid til ham ikke har fundet flertal i Forbundsdagen. Kun 233 deputerede udtrykker tillid til Brandt, 248 stemmer nej. Forbundsdagen opløses, den sjette valgperiode er dermed afsluttet.
I Danmark og andre lande har der det sidste tiår på næsten tilsvarende vis kørt en hårdere og hårdere diskussion om forholdet mellem Øst og Vest. Ser vi igen hinanden som i 1970erne eller 1980erne? Øst repræsenteret ret isoleret af Rusland.
Det har skabt store afsagn på rimelighed og indsigt i interne spørgsmål, medens sejren for NATO i dag med udsigt til flere nye medlemslande, er en manifestation af Murens fald for mere end 30 år siden og ikke meget mere end det. Det kolde internationale miljø kan forværres, eller vi ser en periode med tøbrud og øget samarbejde og handel efter den endelige sejr.
Desværre har både Europa og USA lidt under løgnagtige og unuancerede diskussionsformer, der næsten har været en tilpasning til tyranniet og det uoplyste samfund, vi mere traditionelt finder i øst. Et dumt svin i et tilstrækkelig magtfuldt kontor kan i dag forårsage, at du mister et familiemedlem gennem tilsigtede administrative fejl og din identitet er lettere væk gennem tyrannisk tolkning af moderne tekniske virkemidler og infrastruktur. Den ene grove type efter den anden har stillet sig op for at møde stærke mænd, medens almindelige borgere i vesten er blevet presset på deres basale rettigheder i forhold til krænkelse af ejendomsretten og familielivet gennem blandt andet veterankommunikation. Værre er, at det politiske magttomrum i forbindelse med de store opgør, som det vi ser nu i Ukraine, ofte udløser en periode med tomme mediehistorier og folkebevægelser uden gennemtænkte strategier. Hvorefter risikoeksponering fra indvandring og organiseret kriminalitet. forøges. Jeg kan kun se to lyspunkter: Optagelsen af Finland og Sverige i NATO, og diskussionen om hvorvidt ikke også Østrig, Irland og Schweiz burde komme med. Hvorfor NATO udvidelsen ikke antages nødvendig i forhold til EU udvidelse og øget samarbejde forstår jeg ikke. Det har tidligere været helt entydigt, at command & control struktur skal komme fra veletablerede samarbejder. En svaghed i forståelse, eller måske blot mangel på vilje til konstruktive internationale relationer?
Kommentare