Søren Pape Poulsen (1971-2024)

Søren Pape Poulsen er død af en hjerneblødning i en alder af kun 52 år. Hans død er kommet med et forvarsel i oktober sidste år, og forud for dette har han søgt ro og skærmning for at undgå ubehageligheder fra veterankommunikation. Veterankommunikation er et emne jeg i sammenhæng med veterankriminalitet behandler her på bloggen, typisk ligger problemstillingerne tæt på forskellige former for sædelighedskriminalitet og forskellige former for humbug og misbrug af både økonomiske og personlige ressourcer. Her på bloggen ser jeg også på detaljer af ren teknisk karakter, med opfordring til, at vi som borgere beskytter os selv og hævder vores rettigheder, og samarbejdet om dette. Konstruktion af en lukket dækningsbeskyttelse et par meter under jorden uden direkte adgange og uden vinduer, men med nogle sindrigt konstruerede ventilationskanaler og tilgangsveje er oftest den mest direkte vej til selvbeskyttelse. Det kan være helt basalt i forhold til at skabe beskyttelse fra den radiokommunikation, der af mange i lange perioder i det moderne samfund opleves som sundhedsskadelig, men ikke desto mindre beskyttes af forskelligartede veterannetværk, der på den ene eller anden måde er involveret i enkeltpersoner eller familiers liv og levned, ofte med forkerte undskyldninger og en usaglig eller sær mistænkeliggørelse af den enkelte borger til følge.

I moderne politik stod Søren ud ved at have forstået behovet for modernisering bedre end mange andre, selvom han også udtrykte en række konservative dogmer i forhold til blandt andet Kongehuset og religion. De konservatives skæbne og magtspil har altid befundet sig i et felt mellem begreberne folkelighed og monarki. Partiets opståen på baggrund af det gamle Højre og Konservativ Ungdom, der blev stiftet som parti i 1904 elleve år før Det konservative Folkeparti, markerer partiets historiske position som de militante unge borgerliges og tildels de royales diskrete talerør i konkrete politiske slagsmål. De første skænderier kom omkring første verdenskrig og genforeningen i Sønderjylland, de næste med anden verdenskrig og den socialdemokratiske magtovertagelse, og den tredje bølge af opgør med de sidste dele af den moderne urbanisering. Det er en realitet, at det danske kongehus behov for dobbeltspil i forhold til middelklassen siden årtusindskiftet mest af alt er varetaget af interessenter omkring Dansk Folkeparti, der i den periode også opnåede massiv tilslutning i Forsvaret og hos Politiets ansatte på øverste niveau. Søren Pape Poulsens rolle var mere central i forhold til problemstillinger i den almene befolkning, hvilket fik iagttagere til at beskrive ham som socialkonservativ, selvom han blandt andet var manden bag den nye politiskole.

Det konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsens ledelse udtrykte både mediebilledets behov og konkrete politiske strategier for lovgivningsarbejde. Ved siden af dette håndterede Søren Pape Poulsen på personligt og organisatorisk niveau bunker af underhåndsaftaler og beskidt spil, der med sikkerhed har trukket på Sørens baggrund som adoptivbarn og ungdomspolitiker.

Da jeg møder Søren Pape første gang under en tur til Berlin i 1991 arrangeret af Konservativ Ungdoms Landsorganisation, spørger han, hvorfor vi mon lader til at ligge så tæt i kommunikationen. Her opholdt han sig ved sin egen fortid, og en af hans kammerater i bussen mente, at det kunne afvises som militært, og Søren blev uvenner med mig i 2010, ved sammen med min ene fætter at hævde at spørgsmålet fra 1991 var mit problem, idet Søren idengang kke ville vedkende sig hverken sin homoseksualitet eller socialpædagogiske fortid. Ingen af sidstnævnte har jeg til fælles med Søren. Da jeg gik ind i Konservativ Ungdom havde jeg været til et par møder i FPU med Kristian Thuelsen-Dahl, der var kæreste med min genbos datter. Den lokale ledelse i FPU sagde direkte, at der var for mange med en nazifortid til, at FPU var attraktivt for mig. Jeg ledte efter et sted som passede til personlige valg og samfundets udfordringer efter murens fald, og fandt Konservativ Ungdom, selvom en del af veterankommunikationen fortsat kørte og havde kørt også på et personligt niveau via Søværnet og personer omkring Fremskridtspartiet. Det prægede også Søren Papes karakterdannelse og politiske modning, at han i mange år reelt set ikke vedkendte sig sin homoseksualitet udadtil. Søren Pape Poulsen kom med andre ord fra en baggrund, hvor en ikke-verbal virkelighed og en følelsespåvirkning i mange tilfælde var mere afgørende end faktuelle forhold, hvilket er altafgørende i veterankommunikation.

Søren Pape Poulsen på wikipedia viser også en anden person, der har et nært forhold til 3F gennem transportområdet og bekendte i Forsvaret. Han har været i berøring med netværk af både professionel og politisk karakter omkring Poul Erik Skov, der i mange år samarbejdede tæt med Frederiksenfamilien i både politiske og personlige affære overalt i Nordjylland og i særlig grad igennem Søværnet, selvom Sørens egen relation var i Hæren. Søren gennemførte ikke læreruddannelsen fuldstændig, men oplevede at blive leder på en ungdomsskole, måske havde han fået lettere adgang til lærergerningen via sine interesser og orienteringsflade i tiden som ungkonservativ.

Jeg mødte en holdningsfælle i Søren Pape Poulsen i Konservativ Ungdom, hvor jeg var medlem og sad i bestyrelsen for Konservativ Ungdom Aalborg og KU Nordjylland. Søren repræsenterede Himmerland foreningerne inklusive Viborg. Det vil sige, at jeg mødte Søren i forbindelse med fællesarrangementer i Aalborg og på nationalt niveau til ungdomspolitiske konferencer. Jeg observerede noget, jeg sidenhen ville betegne som homoseksuel adfærd, og frygt for afsløring af ovenfor omtalte fortid. Søren forsøgte efter 2010 flere gange i kommunikationen at rette op på fortidens fejl, men havde både sort tale og involvering fra andre netværk imod sig, udover hans egen modvilje og behændighed. Det, at Søren fortalte om dele af sin tid som adopteret og sin seksuelle præference som homoseksuel offentligt, var således imødekommende og udviste en meget professionel sans for politisk kommunikation, men der blev i mange år gjort en del ud af at Sørens problemer skulle dilateres til uvedkommende. Jeg var selv medlem af Konservativ Ungdom i perioden 1991 til 1993, som 14 til 17 årig, her skrev jeg læserbreve og lærte at udgive blade, ligesom jeg fik en politisk konsulentuddannelse. I modsætning til Søren og mange andre nationalkonservative var jeg 100% kompromisløs tilhænger af EU med hensigtserkæringen beskrevet i Maastricht traktaten, men startede lidt for tidligt ud i politik til at forstå, at præcis Konservativ Ungdom var stedet, hvor man måtte acceptere at løbe hver morgen omkring solopgang, når man var på konsulentkursus, og kun havde sovet tre-fem timer. Det var ikke desto mindre sjovt og spændende at gå i trenchcoat og se Greenpeace blive spulet i Aalborg Havn i forbindelse med flådebesøg.