Invasionen fra Rusland og Belarus ind i det nordlige og østlige Ukraine den 24. marts 2022 er en fiasko, der næsten er for uvirkelig i sit omfang. Det komiske tilsnit i operationen, der starter ikke med præcisionsbombardementer og afskæring af infrastruktur, som det er kendt fra operationer ledet af NATO lande de sidste 30 år, men konventionel invasion med kolonner af materiel bestående af primært ældre mandskabsvogne, kampvogne og kanoner, er historisk. Brugen af helikoptere til fremrykning af specialsoldater og fremstød giver påmindelser om fælles popkultur fra 90erne, hvor politikere i Europa begyndte at benytte helikoptere i forbindelse med deres amerikansk inspirerede kampagner. Det er lidt som de gamle kongers krige “og så noget af det, og det, som også den franske konge ville værdsætte, og i en ruf, for vi kan ikke vente!”.
Der anvendes platforme, der næsten alle med undtagelse af visse missiler er udviklet i Sovjet tiden. Hvorfor burde vi forvente det allerede før krigens begyndelse? Fordi Rusland har mistet 50 specialsoldater eller mere i bidraget til krigen i Syrien, alene fordi de mangler moderne præcisionsvåben i et omfang der er anvendeligt, eller kapaciteten til at udvikle droner til at pege på bombemål. Et andet kardinalpunkt er den mangelfulde control & command struktur, herunder sikre kommunikationslinjer og sikre efterretninger på et taktisk niveau. Russerne har mistet over 2750 enheder større materiel indbefattende 470 kampvogne og 250 kampvogne samt små 500 infanterikøretøjer. Cirka 10% af de nedkæmpede enheder er taget ned af Bayraktar dronen, et succesrigt studieprojekt i sammenligning med det amerikanske udviklingsprogram, udlånt til Ukraine fra Tyrkiet. Over tusinde armerede russiske enheder er nu i ukrainsk besiddelse og vil være et betydeligt bidrag til patruljer og sikring efter krigen. Ikke en eneste dag i den første uge, hvor det så ud som om russerne ville kunne indtage Kiev har russerne opnået dominans i luften, hvor russerne ellers har lovet og fremvist fly af moderne tilsnit, men åbenbart uden at kunne producere og uddanne piloter i tilstrækkeligt omfang.
F35 og Gripen E series
De små 200.000 soldater, der stod parat i Rusland, Belrus og Moldavien samt på Krim, hvis man ikke regner halvøen for russisk, har lidt enorme tab. Tabstallene overgår russernes lidelser i den ni år lange Afganistan krig, hvor 15.000 russiske soldater mistede livet. Tabene skyldes en ny type krig, der nu for første gang udspiller sig på europæisk jord. Moderne våbentyper skaber enorm skade på personel ved anvendelse, og ofte rammer angreb som et lyn fra en klar himmel. Første gang vi ser resultater som disse er i Irak krigen i 1991, og russerne har grundlæggende set ikke udskiftet deres materiel siden. Tillige benyttes organiseringsprincipper, der hører til i fortiden, måske fordi mobiliseringen op til invasionen var så massiv målt i hoveder og materiel, at det satte alt andet end rutiner på stand by hos selv de organiserende generaler. Samtidig er der bykrig, også udenfor de største byer, her opfører russerne sig usædvanligt destruktivt og har begået flere krigsforbrydelser også i forbindelse med tilbagetrækning. Russerne viser med al tydelighed, at de repræsenterer en fragmenteret nation, hvor den urbane befolkning må have stået tilbage for den humaniserende videnstildragelse moderne mennesker ellers opnår.
Indbyggere fra Motyzjyn
LER ratioen står til Ukraines fordel, og er langt over de patriotriske 2 trods en ofte mere sporadisk organisering i blandt ukrainerne. Her er det selvfølgelig værd at bemærke, at Ukraine i sig selv ikke er meget mere civiliseret demokratisk end den store nabo, og det er rimeligt at være lidt skeptisk overfor, hvem man udleverer materiel, der kan nedskyde passagerfly, til.
Det virker som om russerne forventede tilbageholdenhed og eftergivenhed overfor en dominerende invasionsstyrke, og deres kørsel og logistik faldt helt fra hinanden indenfor de første uger. Mange af de russiske soldater har dertil ikke noget, der bare ligner motivationen til at kæmpe i Ukraine. Det er en bestilling, der mere minder om betingelser lejesoldater stiller op til. Jeg troede ikke mine egne øre og øjne, da jeg hørte invasionen var i gang, det var for irrationelt, men retorikken holdt på toppolitisk niveau til både mobilisering, afstemning i Duma og invasionsforsøg. Set i lyset af både nederlagene og reorganiseringen er det uforståeligt, at der ikke er organiseret en FN styrke for mange år siden i forbindelse med folkeafstemningerne i 2016.
Det virker nu rationelt, at der snart søges FN mandat til at sikre store dele af Ukraine med for eksempel en no-fly zone med frivillig deltagelse fra NATO lande, hvilket vil sikre professionel moderne militær dominans på den vestlige side af konflikten. Der er mulighed for at have 300-500 kampfly og bombefly parat i Europa i løbet af meget kort tid, og samtidig skabe rammerne for en tryg en sikker udvidelse af NATO så alliancen indbefatter både Finland og Sverige. Den gamle verdensorden er på vej væk. Udvidelsen af NATO til Finland og Sverige burde være sikker i en situation, hvor selv Belarus ikke vil følge Rusland eller stille soldater blot få uger inde i en blodig væbnet konflikt. En NATO udvidelse som svar på invasionen mindsker også både NATO og EUs afhængighed af Ukraine i den kommende politiske udvikling når konflikterne med Rusland og dens allierede skal håndteres.
NATO bør sikre en helt entydig vestlig politisk dominans i alle nabolande, der en gang for alle stiller den kolde krig uden for Østeuropa. Det vil give russerne mulighed for at skabe en ny politisk dagsorden, hvor de også indenfor et årti kan opnå økonomiske fordele, når krigsgælden er afdraget. Der er økonomiske fordele at hente for Skandinaviske lande i forhold til den interne samhandel og integration. Tilsvarende i forhold til Baltikum, hvor den sikkerhedspolitiske situation vil blive mere afslappet med Finland og Sverige i NATO.
Azov Battalion
Comments