Jeg påbegyndte i sidste måned arbejdet med at bygge et lille dækningsrum, hvor jeg forhåbentlig kan gennemføre nogle få radioeksperimenter i det lavfrekvente spektrum med en loop antenne og et forsøg på en eftervisning af frekvensområder ved 4.1 GHz og 5.8 GHz som betydningsfulde.
Da jeg står midt i gravearbejdet med en åbning på 0.5 gange 1 meter og er 2 meter nede kan jeg høre YouTube Music på min mobiltelefon. Derfor forventer jeg også et signal i nedgangstunnelen selv ved let aflukning af indgangen for oven. Ved et test aflukkes med lecanødder i 50L sække, disse skal siden erstattes af lecanødder i sandsække. Der skal foretages en forsnevring af nedgangstunnelen efter eksperimenter med en metal loopantenne er tilendebragt.
En halv meter inde i indgangspartiet mod selve dækningsbeskyttelsen er signalet væk, jeg skubber nogle sandsække med lecanødder ind i dækningsbeskyttelsen for at kontrollere bevægelse. Der skal også skabes en forstærkning med sammensvejsede armeringsjern før anvendelse. Der kommer et nyt indlæg, når dækningsbeskyttelsen er så vidt.
På videoen nedenfor filmet i august 2023 under stormen Hans, er jeg nu 3 meter nede under jordens overflade inklusiv den forhøjning på en halv-halvanden meter, der er ved nedgangen. Over selve dækningsbeskyttelsen er der tilsvarende 3 meter jord, og opdelingen af rummet i tre (indgang, sluserør, opholdsrør) er med til at skabe en bedre beskyttelse imod radiofelter udefra. Videoen viser, at man uden problemer kan høre FM radio, indtil man er i slusen eller opholdsrøret og ikke har ledermateriale ud i nedgangen til dækningsbeskyttelsen. Det betyder, at jeg kan foretage eksperimenter ved frekvenser over 1MHz (til 6-7 GHz eller højere) i selve dækningsbeskyttelsen i sluse og opholdsdelen, men at det ikke giver mening at placere en antenne i nedgangen, idet der vil opstå interferens og komme støj på optagelserne i udførslen af et kontrast eksperiment.
Hvis jeg ikke havde materialer til overs fra tidligere eksperimenter, ville jeg have valgt andre designs, måske endda bygget halvt over jorden med en meter tyk væg holdt sammen af træ og fyldt med lecanødder og nogle isoleringsbatts til supplerende lyddæmpning. Selve dækningsbeskyttelsen ville jeg reelt set helst ikke have udformet med metal, men cylinderne giver en pæn opvarmning/varmeisolerende effekt, ligesom man kender det på Antarktis i de cylinderformede forskerboliger. Jeg brugte to store ventilationsrør, en bunke armeret loftslecabetonplader og 3 kubik leca i løsvægt hentet på brugtmarkedet.
Siden konstruktionen har jeg også fået ideer til andre udførsler, hvor læskemørtel eller pladsblandet KC mørtel lavet på brændt kalk (i hjemmelavet ovn, ved tørring og eller i grubbe) og sand samt noget portlandcement vil kunne fungere som en udmærket beton, der yderligere kan forstærkes med armering og forankringsjern (spikes) med sikringsplader. Her er materiale til inspiration:
Mest af alt kan konstruktionen måske svare på, hvorvidt der er beskyttelse i lecanødder i løs vægt, det vil sige, kan en konstruktion omsluttes af lecanødder med en betydelig dæmpning af et elektromagnetisk radiofelt til følge. Det vil være en enorm hjælp i bygningen af kælderrum under jorden uden voldsomt overforbrug af armeret beton. Dette eksperiment gennemfører jeg med brug af nedgangstunnelen og selve dækningsbeskyttelsen. Lecanødderne, der indgår i konstruktionen i løsvægt foruden de forstøbte elementer, giver opblandet med kridt en fattigmandsbeton som lettede konstruktionsarbejdet, men det tilføjer samtidig en vis risiko, idet konstruktionen vil arbejde i et år eller to afhængig af regnfald og temperaturer. Lecanødder i løsvægt skal også benyttes inde i konstruktionen til mindskelse af luftfugtighed, mindskelse af radonstråling og som isolering for at hæve temperaturen i konstruktionen ved ophold. Dertil skal der tilføjes to eller tre lag dampspærre og måske noget træ og paneler.
Ved tilføjelse af jord og isoleringsmateriale kan der eksperimenteres en smule med støjdæmpning omkring nedgangsarealet.
Fremgangsmetoden
Først gravede jeg en 1 meter bred og 2-2.5 meter dyb rende i jordlag, der efter 50 cm blandet muldjord var næsten ren skolekridt. I den ene ende af udgravningen på cirka 4 meter gravede jeg i en bredde af 0.5 meter manuelt ned til 4.5 meters dybde, og der er mulighed for, efter forstærkning af siderne af udgravningen, at grave yderligere. Den yderligere dybde skal sikre udluftning og ventilation, samt en træk af delvis opvarmet luft, der om vinteren vil holde konstruktionen frostfri og tør.
Selve dækningsbeskyttelsen er to ventilationsrørsdele med diametre på henholdsvis 80 og 60 centimeter omsluttet af lecabeton, noget styropor isolering og lecablokke lagt for at mindske trykskader fra kridt og jord. Konstruktionen vil ligge i lag på 3 meter til 4 meters tykkelse ovenpå. Skiftende lag af lecanødder, cement og kridt er lagt i 10-20cm tykkelse op til jordniveau, dette giver forstærkning, der kan være til gavn, hvis selve dækningsbeskyttelsen sidenhen omdannes til opholdsrum ved yderligere udgravning under cylinderne og en svejset konstruktion. Lige nu er der 5.5 meter fra toppen af betonnedgangstunnelen til bunden af udgravningen og dækningsbeskyttelsen ligger i 3 meters dybde, men denne kan øges ved at putte mere jord på og forlænge nedgangstunnelen.
Desværre fik jeg ikke komprimeret tilstrækkeligt inden opfyldning, og/eller jeg ventede ikke til lecabetonen var hærdet, og oplevede derfor en deformering af ventilationsrøret, der dog standsede efter nogle dage. Det skyldtes at jeg brugte tør lecabeton for at opnå højere styrke, men jeg kunne have forstærket med armeringsjern inden færdiggørelse af konstruktionen og været nået i mål med ikke-deformerede rør. Ved sådanne konstruktioner skal der udvises forsigtighed, og jeg anbefaler to ting: For det første skal konstruktionen før brug testes ved at opvarmes med for eksempel en varmeblæser i nogle timer, over en dag og/eller nat, eventuelt med en spand med noget vand stående i konstruktionen for at skabe en højere luftfugtighed. Dernæst skal der efter ibrugtagning etableres målepunkter, der markeres til senere brug. Mellem disse punkter på kryds og tværs i konstruktionen, skal du måle afstande, og notere disse med dato i et hæfte du placerer ved indgangen i en forseglet plastikpose, så du kan se, om der er bevægelse i konstruktionen, og dermed en usikkerhed i forhold til ophold og længerevarende anvendelse. Eventuelt kan du placere afstivning i form af stål, træ eller sandsække, der forhindrer kollaps, så du i tide kan udbedre konstruktionen ved bevægelser, når du i længere perioder ikke inspicerer konstruktionen. En udbedring kan indebære svejsearbejde eller udskiftninger af dele af konstruktionen med efterfølgende svejsearbejde eller støbning, i sådan en situation er det også rart, at have forlængelsen af nedgangsrøret til rådighed.
Dækningsbeskyttelsen er inspireret af cylinderbunkerne fra midten af det 20. århundrede, der i de store danske byer er placeret tæt på ringveje og tæt trafikerede områder. Min version er meget mindre men kan beskytte to til fire personer, der kryber sammen i liggende stilling. Dækningsbeskyttelsen er et eksperiment, jeg har gennemført efter lukningen og forseglingen af bunkeren fra 1980erne på den anden side af vejen, hvor jeg gennemførte de første radiofelt eksperimenter. Viser det sig at være interessant bygger jeg måske en konstruktion med en indre diameter lidt under 2 meter, sådan en konstruktion kan benyttes til ophold og arbejde i længere tid. Efter inspiration fra dette byggeri, vil jeg i en fremtidig konstruktion benytte svejsning af armeringsjern, og måske en ydre overflade af genbrugsplastik fra smeltet granulat på nogle milimeter, før isolation og konstruktion af opholdsområde. En konstruktion af armeret jern kan påsvejses spikes, der ligesom spydene i loftsnettene i Thingbæk Kalkgruber forhindrer skred i undergrunden omkring konstruktionen. De skal ved en dimension på 2m diameter angiveligt være på en 20-25 cm og med en cirka 15 centimeters mellemrum afhængigt af bundforhold. En omslutning af komprimeret lecabeton vil give yderligere styrke.
Comments