Jakob Ellemann-Jensen har i de sidste år løftet sløret for en lang række personlige historier, der har været afgørende for, at regeringen Mette Frederiksen II har kunnet dannes med Venstres og Moderaternes medvirken i den såkaldte SMV regering.
I forhold til partiernes græsrødder er konstellationen så problematisk, at vi vil se modreaktioner, der minder om eftervirkningerne af SV samarbejderne i 70erne. Populismebegrebet står overfor en nydannelse. Hvis ikke strategerne handler med omhu, vil opgøret ikke bringe værdier for Danmark, men igen være udgangspunkt for demografiske ændringer og manglende udbytte for danskeres investeringer i både ind- og udland.
Dansk politik er i stigende omfang en falliterklæring i forhold til grundlæggende demokratiske principper. Den danske grundlov, vores forfatning, har til formål at beskytte borgerne gennem parlamentarisme og en række rettigheder, herunder evnen til gennem fri diskussion af handlemåder at løse de udfordringer samfundet står overfor.
Det må alt andet lige have udløst en reaktion hos nu sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen, at han kort efter at have begravet sin egen far, vælger at danne regering med en i samme sammenhæng fuldstændig skruppelløs politisk modstander. Uffe Ellemann-Jensen har opfostret Jakob Ellemann-Jensen med politiske studehandler og et reelt sadistisk syn på personlig positioneren. De kompetencer indgår nu i regeringsgrundlaget for Mette Frederiksen II som den helt store hvidvask af Mette Frederiksens parallelunivers. Fremstillingen af faderen Uffe Ellemann-Jensen ved valget i 1998 i tabloidpressen få dage op til valget har aktører helt tæt på Mette Frederiksens støtter i den ufaglærte fagbevægelse med nutidige forbindelser over til Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
Traditionelt set kan vi betragte samfundet som en social konstruktion med to eller tre niveauer, hvor borgere orienterer sig gennem relationer også på tværs af skel. Set fra oven ser man en konstruktion ikke ulig feudalsamfundets inddeling. Moderne kommunikationsformer og nedbrydningen af ikke kun nationale grænser, men også personlige skel mellem individet, familien og samfundet, har ført til cirkulære slutninger. Borgere står i dag overfor enorme tab i forhold til investerede personlige og økonomiske midler, ikke ulig problemerne i det førrevolutionære Europa, hvor vilje til oprør blev defineret gennem skuffelser og tilsidesættelser. Borgere søger dertil at opretholde selvbilleder i en ret så falsk storytelling, hvilket skaber klientgørelse og et psykologisk betinget ønske om at holde syndebukke i forhold til andet end hoffet. Magtfulde individers ønske om at undvige tænkning og almindelig moralsk korrekt adfærd har skabt enorme strukturelle problemer for mange også veluddannede borgere. Der er for mange år siden gået underholdning i dette faktum i forhold til kongehusene, hvor en destruktiv psykologisk betinget feedback mekanisme mellem ikke-nationalt niveau i relation til pressen og samfundets bærende institutioner har bredt sig. Her er forvekslinger og ombytninger gennem brug af moderne former for kommunikation en forudsætning og en del af det cirkus, der stadig er til stede for de mest velhavende, selvom det opsluger og forbruger unødigt.
Istedet for at genopfinde mekanismerne i det førrevolutionære Europa, kan vi vælge at modernisere den politiske forståelse af kommunikationsteknologier og give borgerne midler til at etablere selvbeskyttende foranstaltninger, der ellers kun er de rige og magtfulde forundt. Vi har i dag et samfund, hvor den familie vi kender, når vi går i seng, ikke nødvendigvis er den familie vi møder, når vi står op om morgenen. Vi skal helst kunne fraskrive os påvirkninger fra både taxacentraler, horehuse og menigheder, og det kan vi ikke. Beskyttelse handles i dag ligesom mere traditionelt med krænkende forsæt gennem seksuelle relationer. Jeg taler om andet end familiefædre, der går til luder, eller eksperimenterende par, jeg taler om helt andre påvirkninger. Det er med det udgangspunkt, at afvigere og miljøaktivisterne har placeret sig i Europas politiske midte væk fra det borgerlige liberale samfunds beskyttelse af individet og familien.
Mette Frederiksens magtbase i Aalborg, der måske mest af alt er historisk, skal ses i relation til flere af hendes familiære forbindelser, herunder ægtefællen Martin Bos del af tabloidpressemiljøet i Danmark. Her anvendes de mest rå magtmidler, simulerende og efterabende internationale medier, undersøgere med sikkerhedsrelateret baggrund og hoffets håndlangere og vilkårlige veterannetværk. Mette Frederiksens psykologiske spil, der åbenlyst fremstiller bodyguards og klare rollefordelinger, havde fotografisk kvalitet under regeringsforhandlingerne, det er også sådan mange har mødt hende siden slutningen af 90erne. Enkeltpersoners frygt for manglende beskyttelse, offentliggørelse af seksuelle vaner og familiære forbindelser forbruges i den politiske trædemølle med Mette Frederiksen som facilitator. Hendes families forbindelser til 3F og Jægerkorpset samt det seksualiserede og socialt udsatte Aalborg er en forudsætning for karakteren Mette Frederiksen er trådt ind i. Dertil har hun i nævneværdigt omfang benyttet et engagement i afrikanske støttenetværk siden sin ungdom. Først til en international opstigen, hvor hun førhen i 0erne og 10erne hentede international hjælp til en national opstigen i samme afrikanske netværk, og rettede det mod også tilfældigt forbipasserende. Således opereres der i Mette Frederiksens del af den socialdemokratiske bevægelse med flere virkeligheder, hvilket fik hende til med succes at formulere sin rolle tvetydigt for ti år siden af frygt både afsløring og tilsidesættelse gennem hendes partis mange forbindelser. Selvom, de socialdemokratiske regeringer er bygget op omkring akademisk uddannede og det uddannelsesmæssige niveau i Folketingets bestemmende partier er noget højere end i almen befolkningen, er Mette Frederiksen en person, der forholder sig samarbejdende til de kræfter, der er trælse at have foroven for almindelige danskere i hverdagen. Mette Frederiksens virkelighed er stadig en traditionel verden, hvor opdelingen er mellem Nord og Syd, og politik er omfordeling af midler. Mette Frederiksens gevinst er tofold, hun kan blandt andet skjule sig bag indvandrerbaserede netværk samtidig med, at hun har en traditionel socialdemokratisk magtbase. Mette Frederiksen har i sin opstigning benyttet eksklusionsmekanismer rettet mod udenforstående individer, for at have adgang til brutalitet som mål i sig selv, og er i den sammenhæng en umenneskelige kvinde med rundsave på albuerne.
Var der tale om adfærd, hvor bøller, der kan anmeldes, stiller sig op, havde konsekvenserne været mærkbare for lang tid siden. Mette Frederiksen, og mange andre indenfor politik, har høstet fordele gennem mikro-intellekter fra Forsvaret og Politiet, og har derigennem kunnet disponere over borgere og begrænse deres midler med lemlæstelse af individers livsforløb og familier til følge. I forhold til opbygningen af Mette Frederiksens magtbase kan man ikke gå udenom at forstå veteraners misbrug, som blandt andet også offentligt kendte danskere fra det danske Jægerkorps har bakket op om.
Jakob Ellemann-Jensen er i den sammenhæng offer for en tankegang, hvor æresbegreber forveksles med den militære hemmelighed. Det ses tydeligt af mangel på konsistens og formelle overleveringer på tværs af skiftende ledere i de danske sikkerhedstjenester, medens Mette Frederiksen for måske mere end et tiår siden har søgt beskyttelse af sig selv og sin nuværende ægtefælle hos det, der sidenhen blev Lars Findsens advokat. Utallige veteraner går rundt i samfundet med en selvforståelse som agenter i opretholdelsen af hårde nepotistiske netværk, der underminerer almindelige danskeres hverdag og midler, fordi der ikke er en åben diskussion om større behov for at skabe instrumenter til beskyttelse af individet og boligen, som hjem for familien. I den del af Mette Frederiksens virkelighed bliver andres værdier og placering nihilleret gennem rollespil og destortion.
Det er min hypotese, at Van Opslagh tidligere har set denne del af Mettes netværk i brug forud for en, i sammenligning med Jakob Ellemann-Jensen, lignende stress-sygemelding. Der er tale om personrettede metoder, der ikke lader noget tilbage i forhold til den i offentligheden fremstillede ondskab Pia Kjærsgaards Danmark repræsenterer. Metoderne med brug af verbale og ikke-verbale indirekte overleveringer gennem blandt andet veterannetværk skaber på politisk niveau en markant begrænsning, og området kræver bedre teknologier og lovgivning.
Comments